Du er her:>admin
­

About admin

This author has not yet filled in any details.
So far admin has created 7 blog entries.

Når sindet stilner af

Når sindet stilner af

Man sætter sig med intentionen om at stilne sindet. Selvregulering og selvberoligelse er nogle af de begreber der bruges om det. Vejen er at berolige de mange tanker, der konstant kører, som aber der sidder i et træ og råber til hinanden. Tage kræfterne fra dem, ved at opmærksomhedens fokus rettes mod det der sanses lige nu: luftens kølighed mod huden, kroppen som den opleves, følelsernes skiften og åndedrættes uophørlige arbejde med at holde mig i live. Igen og igen, en intention om at møde alt med venlighed og prøve at lade opmærksomheden hvile i nuets sanseoplevelser.

På de gode dage bliver også de tanker, der holder øje med opmærksomhedens fokus, roligere. Og man får en oplevelse af et vidne, der lægger mærke til følelsernes kommen og gåen, tankernes jagt gennem hovedet, jegets tilbøjelighed til at holde fast i bestemte mønstre og kroppens skiftende smerter og glæder.

Vidne fænomenet er beskrevet i mange sammenhænge, Jens-Erik Risom (2013) beskriver det sådan her:

“Vidnebevidstheden, den anden måde at bruge opmærksomheden på, er kendetegnet ved, at subjektet frisætter sig fra sin automatiske sammenbinding med sindsindholdene. Denne frisættelse ser ud til at påvirke både somatiske og psykologiske funktioner i organismen, samtidig med at den kan være en metode til navigation i såvel den indre som den ydre verden.”

Disse fænomener har du mulighed for at undersøge nærmere, sammen med os, på kurset Ressourcer i Mindfulness.

Læs mere om Kurset Ressourcer i Mindfulness

Læs mere om Jens Erik Risom

Tilbage til bloggens forside

Virkelyst

MindRetreat blog

Virkelyst

Det var et imponerende syn, da vi i sommers væltede den gamle stald! Gamle spær, bjælker og mursten, med så mange år på bagen, at de desværre ikke stod til at redde. Som vækker ærefrygt, på grund af deres materialitet, tyngde og kraft, når de trækkes ned, en efter en. Og respekt for det håndværk, nogen engang har udøvet, som man sjældent ser tilsvarende i dag. Men som også vidner om en anden udstrækning i tid, end den de fleste af os sådan lige kan overskue til daglig.

Som året nu lakker mod enden, bliver man på samme måde bevidst, om den tid der er gået og den tid, som skal komme.

I Januar 2019 er det tre år siden, at Heidi og jeg besluttede at købe ejendommen Smedebakken 6, også kaldet Virkelyst.

Vi havde længe haft lyst til at skabe et restitutions- og træningssted for mennesker og for arbejdet med heste. Ejendommen på Smedebakken rummede de muligheder. Der var allerede en fin ridehal. Og efter 2½ år med ombygninger, har vi nu også faciliteter til administration, møde og undervisning, som dagligt bruges af de omkring 40 medarbejdere, vi samarbejder med i vore projekter.

Den sidste store ombygning er ovennævnte gamle stald, som er godt undervejs og forventes at stå færdig i løbet af 2019. Vi driver allerede nu et lille stutteri, har samarbejde med opstaldere, som i større eller mindre grad deler vore tanker om hestehold og vil med den nye stald råde over alle faciliteter til hestene, så de kan trives så optimalt som muligt.

For mennesker har vi indviet undervisningsfaciliteterne sammen med vores faste medarbejdere, som kommer månedligt til supervision og intern undervisning. Til foråret afholder vi meditationskurset, Resourcer i Mindfulness, som også er åbent for folk udefra.

Oven i hatten oplevede vi, i dette år, at blive overhalet indenom af vores egne ambitioner. Vi havde i et længere stykke tid overvejet at lave en udvidelse af Stoa Gruppen, som rummer vores sociale projekter. I foråret blev vi pludselig spurgt, om vi ville overtage ledelsen af botilbuddet Stainagaard Fonden. Det sagde vi ja til og har nu været i gang derude i ¾ år.

Med så mange projekter i gang, kan tiden ind imellem føles lidt knap. Og det bliver endnu mere vigtigt, at få taget sig tid, til at sætte sig og være lidt med nuet og bare lade den bjælke, der lige er faldet og den mur, der snart skal rejses, være. Og sende en varm tanke, til alle de skønne mennesker, der på en eller anden måde tager del med forskellige roller: Som medarbejderne i det nære og daglige samarbejde, som beboerne i vores projekter, som aftagerne af vores konsulentydelser rundt omkring i landet, som brugerne af vores hestefaciliteter og mange andre. Samt vores gode venner og  store, dejlige familie, der hele vejen igennem har givet støtte og interesse.

Heldigvis har vi masser af virkelyst og vi glæder os til alt det nye vi skal skabe sammen i det kommen år!

Godt nytår!

Læs mere om MindResult

Læs mere om Mind&Horse

Læs mere om Stoa Gruppen

Læs mere om Stainagaard

Tilbage til bloggens forside

Din indre flygtning

Om praksis – en øvelse

Din indre flygtning

Julen er hjerternes fest, siger man, med henvisning til det kristne budskab om næstekærlighed. Julen er samtidig den største højtid i Danmark, en social og kulturel begivenhed, som det kan være svært at se sig fri af, selv hvis man gerne ville.

Julen er over os, rundt om os og i os.

modstand er nytteløst, intet kan befri os.

Dog er der et, der hjælper en smule,

simpelthen selv, at begynde at juble.

– Skrev den danske digter og opfinder, Piet Hein.

Hvilket kan være et udmærket råd.

Det er dog ikke altid nemt at svinge sig op til at få hjertet til at juble – på kommando.

Både i regi af arbejde og familie, sportsklubber, børneinstitutioner og hvor man ellers er aktiv, forventes vi, under deltagelse i rækken af arrangementer, at levere engagement og begejstring.

Julen sætter derved, om noget, lys på vores relationer, på godt og ondt.

For mennesker der ikke har familie at fejre højtiden sammen med, står udenfor arbejdsmarkedet eller på anden vis ikke passer ind i normen, kan julen opleves mest som et pres. Og det faktum at skilsmisser topper i januar og september, sætter fokus på, at det intense samvær i familierne, som adskiller sig væsentligt fra dagligdagens, kan være en prøvelse for mange af os.

Der må man nogle gange starte med sig selv, før man kan være der for sin næste.

Den tibetansk buddhistiske nonne, Pema Chödrön, skriver i bogen Når verden bryder sammen-vejledning til svære tider:

I os alle findes masser af blødhed og hjerte. Man må begynde med at berøre den bløde plet. Det er det medfølelse går ud på.

At turde mærke blødheden kan være svært. Men når vi ikke tør mærke blødheden må vi forkaste noget af os selv. Det gør ondt og derfor vælger vi ofte en lidt nemmere vej: nemlig at forkaste andre.

Så hvis det er svært at finde hjertets blødhed midt i juletravlheden, kan du lave den øvelse, at lægge mærke til hvem og hvad du har forkastet i dag.

Hvis du ikke kan se det hos dig selv, så tænk på dem vi forkaster i fællesskab: De socialt udstødte, flygtninge, fattige i enhver afskygning. – Og tænkt på dem med venlighed, omsorg og varme.

Og prøv så at inkludere dig selv i processen, så du tager ansvar for din egen indre flygtning. – Din indre fattigdom på reel kontakt og angst for udstødelse.

På den måde kan julen blive en anledning til at yde egenomsorg, hvorved vi alle bliver bedre til at passe på hinanden.

Eller som Anders Matthesen siger det, i rollen som socialforvalteren Arne Nougatgren, i Jul på Vesterbro:

…Jeg ku’ ha’ brugt mine hænder og sagt jeg ville tæske dig
Men hjertet, det vil ha’ venner
Det vil ha’ kærlighed og karma, humus og shawarma og rødkål og flæskesteg
Og det vil ha’ julefred…

Rigtig glædelig jul!

Skift til en anden browser, hvis du ikke kan se nogen video herover…:-)

Læs mere om Pema Chödrön her

Tilbage til bloggens forside

Et godstog i nakken

Om praksis

Et godstog i nakken

Den amerikanske, tibetanske buddhist, Pema Chödrön, skriver i bogen: Når verden bryder sammen -vejledning til svære tider:

”I sidste instans munder det hele ud i spørgsmålet om, hvor villig man er til at tage lettere på tingene og til at give slip. Hvor oprigtig ønsker man at være over for sig selv?”

Det citat tænkte jeg på, i en meditationsperiode i den forgangne uge, der bedst kan beskrives sådan her:

Jeg går på togsporet, forsøger at holde balancen på den venstre skinne, mens jeg beundrer skyggen fra mig eget gode, gamle jeg. Skyggen bølger henover svellerne, der er sølet ind i affald og spildolie fra mennesker og tog. Jeg er så optaget af min egen skygge, at jeg ikke opdager et godstog, der kommer bagfra. Det er lastet med mange års træthed, magtfuldkommenhed, forliste håb og forsøg på praksis. Det rammer mig hårdt. Jeg ligger der i sølet, kroppen er øm, nervesystemet hænger i laser. Og tanken om, at jeg endnu engang er kommet til at udleve følelser, i stedet for at møde dem med varme og venlighed, rammer mig endnu hårdere end toget.

Her en lille video, hvor Pema Chödrön beskriver hvordan det hele bliver mudret at se på, når man sætter bevægelse i bare en lille smule skidt i et glas vand. Hvorimod der, hvis man stopper med at røre rundt, kommer klarhed. (N.B. Hvis videoen ikke virker, prøv en anden browser).

Om Pema Chödrön

Pema Chödrön (født Deirdre Blomfield-Brown i 1936) er Amerikansk Tibetansk Buddhist. Hun er ordineret nonne og discipel af Chögyam Trungpa Rinpoche. Chödrön har udgivet en lang række bøger og underviser på Gampo Abbey, som er et buddhistisk kloster i Nova Scotia, Canada.

Tilbage til bloggens forside

Gyldne øjeblikke under kølhalingen

Gyldne øjeblikke under kølhalingen

Først i november var jeg på grupperelationskonference med Stiftelsen AGSLO i Norge, temaet var grænselandet mellem tradition og innovation.

I grænselandet mellem Sverige og Norge, i Halden, fik Løgstrups ord, om at vi holder hinandens liv i vore hænder, ny betydning.

Når man som deltager, involveret i mange grupper, interagerer med hinanden, handler konflikten dybest set om, at vi vover os ud, og ikke bliver mødt.

Hvornår undertrykker jeg mig selv? Hvornår undlader at se de andres fremstrakte hænder, som enten beder om noget eller vil give noget? Hvornår går gamle mønstre i gang og underminerer alle mine fine intentioner, om at vise den bedste udgave af mig selv? Hvornår er jeg sat ud af spillet og føler mig mislykket, i lyset af den evindelige selvevaluering, som filosoffen Charles Taylor mener, at vi altid har kørende i baggrunden?

Flere i netværket omkring konferencen vil jo nok mene, at hvis ovenstående input er ”at være på dækket”, så er det meget spændende at ligge under kølen. Nogle har præcis beskrevet oplevelsen af konferencen, som en kølhaling.

I de meditationsgrupper jeg har gæstet de sidste 30 år, er jeg indimellem stødt ind i begrebet “gyldne øjeblikke”. For mig dækker det over de situationer, hvor gruppeprocessen slår i takt med de indre processer. Man kan ikke få luft, der er alt for meget mundvand, alt for meget lys og klarhed og alt for længe til klokken ringer og fortæller at siddeperioden er ovre.

Sådanne “gyldne øjeblikke” var der mange af, i grænselandet mellem tradition og innovation.

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.” 

K. E. Løgstrup

Tilbage til bloggens forside

Det indre kloster på bunden af hullet

Det indre kloster på bunden af hullet

Kompleksiteten.

At være med den…

Uden at handle – fysisk, emotionelt eller mentalt…

Kun undersøgende opmærksomhed…

Intet andet…

Møgsvært!

Når solen skinner og øjnene hviler på tilværelsens lette sider, føles det unødvendigt at styrke kontakten til det indre kloster. Også selvom man ved, at det er der, man for alvor bygger det op.

Når bunkerne af opgaver i den fysiske og virtuelle verden så pludselig er kæmpestore, og man rammes af lammelse og jammer, føles længslen efter kontakt til det indre kloster, som et råb om fred.

Man ved godt, hvad man skal gøre, hvad der fremmer enkelthed og levendegør hjertet.

Men stolthed, selvmedlidenhed og andre gode, gamle venner står i vejen.

Det indre kloster er at være med kompleksiteten, uden at handle.

Og når man alligevel gør det, fx ved at skrive dette, give medfølelse til det.

Når emotionerne alligevel kører, mærke dem med medfølelse og blidt sige til dem, at de ikke får lov til at rase mere, fordi de kommer til at ødelægge relationerne til dem man elsker.

Når tankerne planlægger, planlægger og planlægger, hvordan kompleksiteten kan forenkles, stoppe dem blidt og kærligt.

Mærke trætheden, opgivelsen, smerten i kroppen og samtidigt lytte til lærken. Mærke solens varme, kærligheden til andre og vide, at lysten til at handle stadig er der. Og at kræfterne til at handle konstruktivt måske, nok, kommer tilbage…

Det gør de, når man rækker ud og møder den anden og glemmer sin selvoptagethed 🙂

Tilbage til bloggens forside

Saki F. Santorelli på Mental Health Conference

Saki F. Santorelli på Mental Health Conference

Jeg deltog for nyligt i Mental Health Conference i Århus. Jeg havde fornøjelsen af møde Saki F. Santorelli som, blandt meget andet, varetager rollen som leder af Stress Reduction Programmet ved University of Massachusetts Medical School. Han havde, i samarbejde med Jens-Erik Risom, stifter af Skolen for anvendt Meditation, en workshop med titlen ‘Teaching Mindfulness’. Det der gjorde mest indtryk på mig, var Sakis evne til at etablere det, der måske dækkes med et af Habermas’ begreber: Den herredømmefri kommunikation.

Idet Saki igen og igen etablerede et rum, præget af ’sandhed og vederhæftighed’, altså at han søgte sandheden og ikke ville noget for sig selv, i mødet med den anden, udover at være oprigtig interesseret og dybt undersøgende.

Han formåede at bringe de ofte meget personlige temaer deltagerne i workshoppen kom med, ind i en fælles forståelse. Hans måde at møde de problemstillinger vi oplever, når vi skal undervise i mindfulness, skabte et sikkert rum imellem de ca. 60 mennesker, der var med. Hvlket betød at det føltes trygt at tage nogle af de sværeste dilemmaer op, undersøge dem i dybden og opdage aspekter i emnet, som udløste dybe erkendelser. Det var inspirerende at møde hans insisteren på dialog og hvordan han bragte nærvær, opmærksomhed, hjertelighed ind og igennem dialogen underviste i hvad mindfulness er i praksis, når den udfoldes i møder mellem mennesker.

Mere om Saki F. Santorelli

Herunder kan du se en lille video, hvori Saki F. Santorelli fortæller om hans egne overvejelser omkring hele tiden at have opmærksomhed på hvilken opgave man er ‘blevet betroet’ og at have dette som en kontinuerlig vejledning til, hvordan man handler i verden.

OBS – Prøv evt. en anden browser, hvis du ikke kan se nogen video.

Tilbage til bloggens forside
Load More Posts