MindRetreat blog

Det indre kloster på bunden af hullet

Kompleksiteten.

At være med den…

Uden at handle – fysisk, emotionelt eller mentalt…

Kun undersøgende opmærksomhed…

Intet andet…

Møgsvært!

Når solen skinner og øjnene hviler på tilværelsens lette sider, føles det unødvendigt at styrke kontakten til det indre kloster. Også selvom man ved, at det er der, man for alvor bygger det op.

Når bunkerne af opgaver i den fysiske og virtuelle verden så pludselig er kæmpestore, og man rammes af lammelse og jammer, føles længslen efter kontakt til det indre kloster, som et råb om fred.

Man ved godt, hvad man skal gøre, hvad der fremmer enkelthed og levendegør hjertet.

Men stolthed, selvmedlidenhed og andre gode, gamle venner står i vejen.

Det indre kloster er at være med kompleksiteten, uden at handle.

Og når man alligevel gør det, fx ved at skrive dette, give medfølelse til det.

Når emotionerne alligevel kører, mærke dem med medfølelse og blidt sige til dem, at de ikke får lov til at rase mere, fordi de kommer til at ødelægge relationerne til dem man elsker.

Når tankerne planlægger, planlægger og planlægger, hvordan kompleksiteten kan forenkles, stoppe dem blidt og kærligt.

Mærke trætheden, opgivelsen, smerten i kroppen og samtidigt lytte til lærken. Mærke solens varme, kærligheden til andre og vide, at lysten til at handle stadig er der. Og at kræfterne til at handle konstruktivt måske, nok, kommer tilbage…

Det gør de, når man rækker ud og møder den anden og glemmer sin selvoptagethed 🙂

Compassion, meditation, mindfulness