Gyldne øjeblikke under kølhalingen

Først i november var jeg på grupperelationskonference med Stiftelsen AGSLO i Norge, temaet var grænselandet mellem tradition og innovation.

I grænselandet mellem Sverige og Norge, i Halden, fik Løgstrups ord, om at vi holder hinandens liv i vore hænder, ny betydning.

Når man som deltager, involveret i mange grupper, interagerer med hinanden, handler konflikten dybest set om, at vi vover os ud, og ikke bliver mødt.

Hvornår undertrykker jeg mig selv? Hvornår undlader at se de andres fremstrakte hænder, som enten beder om noget eller vil give noget? Hvornår går gamle mønstre i gang og underminerer alle mine fine intentioner, om at vise den bedste udgave af mig selv? Hvornår er jeg sat ud af spillet og føler mig mislykket, i lyset af den evindelige selvevaluering, som filosoffen Charles Taylor mener, at vi altid har kørende i baggrunden?

Flere i netværket omkring konferencen vil jo nok mene, at hvis ovenstående input er ”at være på dækket”, så er det meget spændende at ligge under kølen. Nogle har præcis beskrevet oplevelsen af konferencen, som en kølhaling.

I de meditationsgrupper jeg har gæstet de sidste 30 år, er jeg indimellem stødt ind i begrebet “gyldne øjeblikke”. For mig dækker det over de situationer, hvor gruppeprocessen slår i takt med de indre processer. Man kan ikke få luft, der er alt for meget mundvand, alt for meget lys og klarhed og alt for længe til klokken ringer og fortæller at siddeperioden er ovre.

Sådanne “gyldne øjeblikke” var der mange af, i grænselandet mellem tradition og innovation.

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.” 

K. E. Løgstrup